• Velkommen til USAs valgkamp: »Totalt uansvarlig«, en »meget farlig« cocktail, »en forfærdelig idé«

    Источник: BDK Finans / 21 авг 2024 08:03:29   America/New_York

    Da aktiemarkedet var badet i rødt i begyndelsen af august, var der en ældre herre i Florida, som fik travlt på de sociale medier. »AKTIEMARKEDERNE KOLLAPSER. JEG SAGDE DET!!! KAMALA ANER IKKE, HVAD HUN LAVER. BIDEN SOVER. ALT SKYLDES UDUELIG LEDELSE!« Man behøver ikke større indsigt i amerikanske politiske forhold for at gætte, hvem der igen skrev med store bogstaver. Sådan helt bogstaveligt. For få præsidenter har som Donald Trump været besat af aktiemarkedet som et popularitetsbarometer. Da aktierne steg i forsommeren, var det ikke Bidens skyld. Snarere skyldtes det ifølge den ældre herre i Florida en »Trump trade« – at investorerne væltede ind i aktiemarkedet i forventning om, at Trump ville vinde i november. Det er ikke nødvendigvis helt ude i hampen. En af de største overraskelser for hele forsamlingen af analytikere var aktiebevægelsen dagen efter præsidentvalget 8. november 2016. Det endte med en kraftig stigning. Fra den dag, Trump blev indsat, til den dag, hvor han – modvilligt – leverede stafetten til Joe Biden, var det toneangivende S&P 500-indeks steget med 70 procent. Deregulering og skattelettelser trumfede handelskrige og kaos. I Danske Bank sagde chefstrateg Frank Øland i sommer, at »det er min forventning, at det er det, vi kommer til at se igen«. Aktiefaldene i begyndelsen af august var vand på Trumps mølle. Men man skal være forsigtig. For aktiemarkedet er vendt igen, og S&P 500-indekset har indhentet det tabte. Det er en bet for Trump. For Harris? Det er en gevinst, fordi det ødelægger Trumps talepapirer. Men det er ikke aktiemarkedet, Harris har fokus på. Det interessante ved de seneste ugers stigning er, at den kommer, samtidig med at Harris er steget i meningsmålingerne og nu har indhentet Trump i vælgernes vurdering af, hvem der er bedst til at håndtere økonomien. Med andre ord: Trumps forestilling om, at aktiemarkedet foretrækker ham frem for Harris, er forsvundet igen. Aktiemarkedet kan bedst lide … Det er også interessant, fordi Harris er begyndt at løfte sløret for, hvad man kun med en stor portion gavmildhed kan kalde et økonomisk program. Det er ikke deregulering og skattelettelser, der står øverst på dagsordenen. Tværtimod. Harris har arvet Joe Bidens økonomiske program. Der ligger et forslag om at hæve selskabsskatten fra 21 til 28 procent. Det burde give aktiemarkedet kuldegysninger. Trump vil sætte den ned til 15 procent. Men samtidig har Harris bundet sig til samme mast som Biden ved at love, at skatterne ikke bliver forhøjet for dem, der tjener under 400.000 dollar. Hvad Harris end måtte fremsætte af enkeltstående politikpunkter, så er den økonomiske ramme meget snæver. Det svarer i øvrigt præcis til, hvad Labour gjorde i Storbritannien ved sommerens parlamentsvalg. Bidens budgetforslag fra foråret indeholdt øgede udgifter, eksempelvis til børnepenge, men samtidig skatteforhøjelser. Samlet set indebar budgetforslaget en lille reduktion af statsunderskuddet i de følgende år. Kommunisme i lange baner? Blandt de forslag, som for alvor har fået dele af kommentatorverdenen op i det røde felt, er Kamala Harris løfte om at gribe ind over for »price gouging«: erhvervslivets evne til at sætte højere priser, end hvad de stigende omkostninger berettiger til. »En forfærdelig idé,« kunne man læse her i avisen, hvor vi også på lederplads svingede krabasken. »Kammerat Kamala,« mente Donald Trump, med henvisning til, at priskontrol ikke fungerede i Sovjetunionen, Cuba eller Venezuela. Men det er også her vigtigt med en dyb indånding. Michigans demokratiske guvernør, Gretchen Whitmer, sagde i søndags, at folk »nok lagde lidt for meget« i Harris' udtalelser. Og naturligvis er der ikke tale om priskontrol i kommunistisk forstand. Bortset fra et enkelt punkt. I den store klimapakke Inflation Reduction Act (IRA) fik sundhedsprogrammet for de ældre, Medicare, for første gang magten til at forhandle priserne på receptpligtig medicin. Som vi kender det fra de europæiske sundhedssystemer. I sidste uge kunne Biden og Harris annoncere resultatet af de første forhandlinger med besparelser sammenlignet med 2023 på seks milliarder dollar for skatteyderne og halvanden milliard dollar for partierne i 2026 alene. Altså over 50 milliarder kroner om året. I de kommende år vil flere områder blive føjet til listen. Det er altid loftet over egenbetaling på insulin på 35 dollar om måneden, der bliver fremhævet som standarden for succes. De seneste to år er amerikanske medicinalaktier steget lidt mindre end det samlede S&P 500-indeks. Men faktisk har Harris en vigtig pointe for dagligvarer. Koncentrationen i amerikansk erhvervsliv er steget kraftigt over de seneste årtier, ikke mindst i detailsektoren. Det betyder mindre konkurrence og mere prissætningsmagt til de store kæder. En artikel publiceret i American Economic Association fra sidste år konkluderer, at øget koncentration forklarer »en fjerdedel til en tredjedel af den observerede stigning i detailsektorens indtjening«. Det er en udnyttelse af markedsdominansen, som også findes i mange andre dele af forbrugernes verden. Eksempelvis er teleydelser og internet langt dyrere i USA end i Danmark på grund af markedsdominans fra tre store spillere. Det er blandt andet her, statsapparatet kan spille en rolle. I februar lagde Biden-regeringen sag an for at blokere for fusionen mellem to af de største detailkæder, Kroger og Albertsons. Ifølge CNBC begrundede Konkurrencestyrelsen (FTC) skridtet med, at »den foreslåede fusion vil fjerne den hårde konkurrence mellem Kroger og Albertsons og føre til højere priser på dagligvarer for millioner af amerikanere«. Trump siger, at han vil lade »markedskræfterne« levere lavere inflation. Problemet er, at markedskræfterne ikke fungerer særlig godt i den amerikanske forbrugerøkonomi. USA er ikke det eneste land, hvor der er problemer. I Norge har tre supermarkedskæder netop fået bøder på ialt 4,9 milliarder norske kroner for ulovligt samarbejde, der har givet forbrugerne højere priser. Den store brede pensel Ingen skal forvente en sammenhængende økonomisk plan fra Harris. Heller ikke selvom The Washington Post mener, at Harris »i stedet for at levere en indholdsrig plan bortødslede øjeblikket på populistiske gimmicks«. Som de danske konservative smerteligt måtte erfare i den seneste valgkamp, kan et specifikt forslag med finansiering – afskaf topskat gennem færre offentligt ansatte – være kilden til ødelæggende politiske angreb. Så er statsminister Mette Frederiksens (S) våde sæber af bløde udmeldinger om Arne-pension, lønløft og nu pensionsalder langt sværere at angribe. Også her kan Kamala Harris lære af Labours succes. I stedet kan vi forvente, at Harris vil fremlægge flere af de tanker og visioner, der er laserskarpt fokuseret på at tiltrække veluddannede kvinder i forstæderne. Omsorgsdage. Bedre barselsmuligheder. Børnepenge. Forskoleundervisning. Det man lidt nedsættende vil kalde bløde ting, der peger på en bedre fremtid. »En mulighedsøkonomi for middelklassen,« som Harris’ kampagne kalder det. Kamala Harris har foreslået en plan om at bygge tre millioner nye boliger. Også her er der tale om ren symbolpolitik. For godt nok satte præsident F.D. Roosevelt gang i store byggerier under Depressionen, men boligpolitikken hører primært under staterne. Medmindre Harris kan finde stemmerne i Kongressen til at betale for gildet. Det er ret utænkeligt. Uansvarlighedens mester Kamala Harris behøver ikke at fremlægge en plan, fordi det ikke giver mening, når modstanderen er en populist, der er ligeglad med konsekvenserne af sine egne forslag. Og som i øvrigt ligger milevidt foran Harris i økonomisk uansvarlighed. Trump har lovet de største skattelettelser nogensinde. Og slynger gerne om sig med nye ideer, afhængig af hvilket publikum han har. Det vil slå gigantiske huller i statsfinanserne – akkurat som hans skattelettelser fra 2017 gjorde det. Hans tanker vil blandt andet fremskynde, at de store fonde bag folkepensionen og Medicare hurtigere løber tør for penge. Høje toldmure vil betyde dyrere varer for amerikanske forbrugere, før det – måske – vil betyde mere produktion i USA. Deporteringen af over ti millioner illegale indvandrere kan lyde politisk besnærende, men vil få økonomien til at bryde sammen. I de fire år, hvor Donald Trump var præsident, gjorde han absolut intet for at bevæge de offentlige finanser i USA i den rigtige retning. Men det er der heldigvis en løsning på. Statens eksploderende renteudgifter er en af årsagerne til forværringen af den løbende balance. Donald Trump ønsker at have større indflydelse på Federal Reserves rentepolitik, hvilket så vil gøre stor gæld mere håndterbar. At det samtidig kan smadre dollarens rolle i den globale økonomi og dermed det amerikanske bankvæsens særlige rolle i det globale finansielle system, er underordnet. Fødevareindustrien har allerede meget travlt med at forklare, at dens priser ikke er for høje. Men i det forsvar fik Harris en ny åbning. Som direktøren for Kellanova – tidligere kendt som Kellogg – Steve Cahillane sagde til The Wall Street Journal i sit forsvar for prispolitikken: »Vi laver ingen undskyldninger for at beskytte vores indtjening.« Og det er præcis den pointe, Harris gerne vil lave. Mens amerikanerne har blødt købekraft, har virksomhederne sørget for at sende forbrugernes surt tjente penge videre til aktionærerne. Dem og os. Hvis Harris lykkes med at få skubbet ansvaret for inflationen væk fra Biden-Harris-administrationen og over på virksomhederne, lever hun nok med kritik fra lederplads hos The Washington Post. Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/velkommen-til-usas-valgkamp-totalt-uansvarlig-en-meget-farlig-cocktail-en
Опубликовать